Gunderslevholm Gods

Afstand: 12.81 Km

Ca. 1335 lod landsdommeren på Sjælland Johannes Mogensen Grubbe et borgværk, Gunderslevholm, opføre. Dette blev jævnet med jorden efter at landsdommeren havde lagt sig ud med Valdemar Atterdag.

Gunderslevholm ligger tæt op ad kirken af samme navn. I middelalderen lå kirken omgivet af landsbyen, Gunderslevmagle, men denne blev på et tidspunkt opslugt af hovedgården. Såvel hovedbygningen som ladegårdsbygningerne er opført af Carl Adolf von Plessen i 1729 efter en samlet plan. Hovedbygningen er opført i barokstil i to stokværk over en kælder og har hvidpudsede mure og valmtag. Bygningens ydre er dog undergået nogen forandring ved en ombygning i 1787, hvorved den fik et nyklassicistisk præg. Bygningens indre er i langt højere grad end det ydre præget af barokken. Således er den regelrette rumfordeling bibeholdt. Derimod er de øvrige rum præget af ombygninger fra 1860 og den følgende tid. Parken er anlagt på en skråning, som går direkte ned mod Susåen. Der findes flere sjældne træer. I parken ligger desuden et voldsted, der kendes fra skriftlige kilder tilbage til midten af 1300-tallet, og som menes at tilhøre det ældste Gunderslevholm.

I 1803 blev den solgt til Peter Johansen de Neergaard, i hvis familieeje den stadig er.

Der er ikke adgang hverken til gods eller park.



Opdateret af: Sydsjælland & Møn  | info@vism.dk
Gunderslevholm Gods Fotograf: Palle Jørly Jensen Copyright: Destination SydkystDanmark / Palle Jørly Jensen