Apostelhuset

Afstand: 11.66 Km

 | 55728800 |  apostelgaarden@mail1.stofanet.dk | 
Apostelhuset som ligger i Riddergade, har fået sit navn efter de 13 store udskårne knægte som der forestiller Jesus og de 12 apostle. Udskæringerne over og under de enkelte figurer menes at symbolisere himlens lyksaligheder og jordens prøvelser.

Apostelhuset ligger i Riddergade midt i Næstved by, mellem de to fredede bygninger Ridderhuset i Riddergade 3 samt bygningen på Riddergade 7. 

Mod gaden er Apostelhuset en 13 fag lang bindingsværksbygning i et stokværk med mønstermurede tavl, kampestenssokkel, ældre, opsprossede vinduer med trukket glas og forsatsruder. Herudover ses udskårne knægte og stolper som bærer et rødt, teglhængt heltag med fire ældre tagvinduer og tre ældre skorstenspiber.

Apostelhuset, som også bliver kaldt Apostelgården blev opført omkring år 1510 til 1520. Oprindeligt stod bygningen i to stokværk, men det andet stokværk er for længst gået tabt, og en hårdhændet restaurering i 1880'erne udslettede meget af det, der var tilbage.
 
Navnet, Apostelhuset, skyldes, at stolperne er dekoreret med udskårne træfigurer af Jesus og de tolv apostle. De udskårne figurer, som hører til de ældst bevarede af deres slags, indgik i det oprindelige toetages bindingsværkshus blev genbrugt ved restaureringen. 
Tidligere har bygningen fungeret som foreningslokale og bageri, men huser nu en tegnestue samt beboelse.


Opdateret af: Sydsjælland & Møn  | info@vism.dk
Apostelhuset Fotograf: Visit Sydsjælland & Møn Copyright: Destination SydkystDanmark